Ugebrev 05.07.2018 - Skovlund Friskole

Opdateret hjemmeside
De sidste uger har været præget af en opdateret version af hjemmeside og VIGGO. Derfor bliver årets sidste ugebrev forsinket.

Skiftedage
Irene og Pernille har søgt nye udfordringer. Irene har nu prøvet kræfter med skoleverdenen og har nu valgt at gøre mere ud af sin terapuet-praksis, som hun havde startet op, inden hun gik ind til børnehaveklasseleder-stillingen i januar 2017.
Pernille var på Skovlund Skole 3 år, inden skolen blev friskole, og efter 9 års arbejde her på adressen, har hun nu fået et års orlov, hvor hun skal afprøve specialområdet - et arbejde hun brænder meget for.
Vi ønsker alt godt fremover til Irene og Pernille. De har begge været meget engagerede i deres arbejde, og har på hver deres vis bidraget aktivt til at friskolen i dag er, som den er.
Christina Krupa er ansat i orlovsstillingen, og hun skal være teamlærer sammen med Karsten i mellemteam, men også undervise i storeteam sammen med Anne Lis og Aase. Vi glæder os til samarbejdet med Christina, som tidligere har undervist på Landbrugsskolen i 10 år.

Lilleteam
Et nyt team er ved at gøre sig klar til det kommende skoleår, og det første teammøde er afholdt. Idéerne vælter frem, når de taler sammen, og der er en meget sprudlende stemning.

Der er som altid et tæt samarbejde mellem skole og SFO, så flere af de ansatte har timer begge steder.

Erling Simmelsgaard er ansat som lærer i Lilleteam, men skal også køre en busrute om morgenen. Erling har tidligere undervist på to andre friskoler; Strellev og Lyne.
Hanna er ansat som børnehaveklasseleder, men har også timer i SFO. Simon er ny daglig leder af SFO. 
Dorthe og Erling er de nye teamlærere i Lilleteam, og de vil arbejde tæt sammen med Hanna (0. kl.) om undervisningsforløb m.v. Martin og Simon skal undervise, støtte og arbejde i SFO'en.

Første dage efter ferien
De nye børn i 0. kl. kan starte i SFO'en den 1. august, men SFO'ens første åbningsdag efter ferien er 30. juli.
Første skoledag: tirsdag den 14. august kl. 8.15 - forældre er velkomne. 0. kl. starter kl. 9 og her er forældre også meget velkomne.
Alle har fri kl. 12, hvor SFO åbner. Bussen kører morgenruter første skoledag og kører første hjemtur umiddelbart efter kl. 12. Busplan sendes ud til forældre.

Kontoret åbner igen den 2. august. 

Ændringer indendøre
Der har været stor aktivitet på skolen, både i SFO og på skolen - der ryddes kraftigt op, flyttes rundt, en væg nedbrydes og et hul til en dør er på vej - meget spændende og meget givende for undervisningsmiljøet i mellem- og storeteam. Når vi går og følger, hvordan arbejdet skrider frem, glæder vi os til at tage lokalerne i brug efter ferien. 

Tak for skoleåret som nu er gået. Vi glæder os som altid til alt det nye, der er på vej næste skoleår :-)

  • FORÆLDRENE SIGER

    “..vores søn har haft en tryg, sikker opvækst og skolegang.…”                                                                                  Tidligere forælder til afgangselev
  • FORÆLDRENE SIGER

    “Det er SÅ dejligt at opleve lærernes engagement og opleve en hel flok elever samlet om sang og musik. Igen i går fik jeg bekræftet det sammenhold og den respekt som eleverne har for hinanden."                                                                 Lenette

  • FORÆLDRENE SIGER                                                                                                                                  "Det er helt fantastisk som forældre at stå på denne side af skoleskiftet og se at det var det rigtige valg. Skovlund Friskole har virkelig hjulpet vores søn godt i gang og som deres slogan lyder, så er det igen blevet sjovt at gå i skole!"                                      Helle og René